Akademisk skrivning angår både vidensproduktion og identitetsarbejde, og derfor er det sjældent tilstrækkeligt med en trin-for-trin guide, hvis det går trægt med vores egen eller vores studerendes skrivning. I artiklen præsenteres tre metaforer, der kan hjælpe til at navigere fleksibelt i skriveprocessen; Værktøjskassen, Byggematerialerne og Bygningsværket.
Af Charlotte Wegener, ph.d., Adjunkt, Institut for Kommunikation,Aalborg Universitet
For nogle går det let, men for mange giver det problemer i form af manglende motivation, uklart fokus eller utryghed – for lever man nu op til akademiske standarder, og kan man bidrage med noget, som andre vil værdsætte? Jeg har gennem en årrække lavet forløb for studerende, undervisere og forskere med fokus på at finde skriveglæde i balancegangen mellem konventioner og kreativitet. Når jeg holder den første skriveworkshop med nye deltagere, begynder jeg altid med at høre om deres forventninger og ønsker.
De forskellige udsagn og spørgsmål er alle dybt relevante, og der er ikke et enkelt svar på nogen af dem. Nogle spørgsmål angår faglige konventioner og genrer. Andre angår det aldrig afsluttede arbejde med at undersøge, lære og formidle via skrivning. Men spørgsmålene handler om mere end det. De handler om deltagernes relation til faget og til deres materiale. De angår ikke blot, hvad de skal gøre, men også hvem de er. På baggrund af min undervisning, indsigter fra skriveforskningen og mine egne erfaringer med at skrive og publicere har jeg udviklet en model, som kan hjælpe til at navigere i de mange spørgsmål, der dukker op, og bane vejen for fleksible og lystbetonede skriveprocesser. Modellen bygger på en forståelse af skrivning som en social praksis. Derfor skal vi først se på skrivning som en social praksis, og derefter udfoldes modellen. Til sidst præsenteres bogen ’Skriv med glæde. En guide til akademisk skrivning’, hvor jeg med udgangspunkt i modellen fortæller historier om at skrive og giver en lang række skriveideer, der kan bruges alene, i skrivegrupper og i undervisning og vejledning.
Uanset hvor isoleret vi sidder i vores studerekammer eller på vores kontor, er skrivning en social aktivitet. Vi skriver alle som deltagere i en social praksis. Produktion af tekst er en forudsætning for at bestå en eksamen og komme videre på et studie. En afhandling er en forudsætning for at blive indstillet til ph.d.-graden, og forsknings- og udviklingsprojekter skal formidles i rapporter og artikler. Gennem skrivning viser vi, at vi magter den viden og de konventioner, der værdsættes i den praksis, vi er en del af. Jo mere dette lykkes, des mere fuldgyldige deltagere bliver vi. Når det ikke lykkes, så kan vi komme til at tvivle vi på, om vi hører til.
Tekst er det vigtigste medium, vi udtrykker os gennem, når vi skal formidle hvad vi ’ved’ og ’har fundet ud af’. Tekst er samtidig et vigtig medium til at udtrykke ’hvem vi er’, fordi vi ved hjælp af tekster hele tiden skaber eller styrker vores tilhørsforhold. Når vi skriver akademiske tekster som en del af vores arbejde eller studie, er vi derfor i gang med meget mere end at formidle viden. Når vi skriver, så omsætter vi ideer, informationer og visioner til fysisk (eller elektronisk) form. Teksten skal til sidst fungere løsrevet fra os selv, og når vores tekst læses af andre, medbringer disse læsere deres viden og forforståelser i mødet med teksten og laver en form for ’gen-skrivning’ (Thomson & Kamler, 2010). Viden konstrueres både gennem den måde, vi udtrykker os på, og gennem den måde vores udtryk modtages på af andre. Skriveprocessen er således en del af en større social praksis, hvor faget, forskningsfeltet og institutionelle og politiske forhold udgør muligheder og begrænsninger for, hvad vi kan udtrykke, og hvordan vi kan blive forstået og vurderet.
Tekstproduktion handler derfor på mere grundlæggende vis om kommunikation og identitetsskabelse gennem deltagelse. Vores tekst bygger på andres ideer og mødes af andre ideer, når vi slipper den. Lave & Wenger (1991) udviklede ideen om, at læring grundlæggende handler om adgang til aktiviteter og teknologier i en konkret social praksis. At blive fuldgyldig deltager i en social praksis (i dette tilfælde et fagligt miljø eller forskningsfelt) forudsætter, at man har adgang til at deltage i produktionsprocesser (i dette tilfælde produktion af tekster) og at man behersker de teknologier, der anvendes i produktionen (i dette tilfælde at skrive på bestemte måder). Hvis det ikke er gennemskueligt og synligt, hvordan produktionen foregår i en given social praksis, så er det svært eller umuligt at deltage, og det bliver derfor svært at lære. At lære akademisk skrivning involverer altså ikke kun afkodning af, hvordan en akademisk tekst ser ud, men også erfaring med de processer, der er gået forud – hvordan tekster bliver til. De, der har svært ved at skrive akademiske tekster, konkluderer ofte, at de ikke ’hører til’ og sikkert slet ikke egner sig til studiet eller jobbet. Men det kan sagtens skyldes, at akademisk skrivning er en ’sort boks’, hvis indre funktionsmåde er skjult eller uigennemskuelig.
Bestemte måder at skrive på udtrykker den pågældende praksis’ traditioner og værdier. At forstå og mestre akademisk skrivning inden for en bestemt faglig eller metodisk tradition er derfor ikke kun et spørgsmål om at lære teknikker og metoder. Det handler om at beherske den pågældende praksis’ traditioner og værdier på mere grundlæggende vis. Gennem deltagelse får vi mulighed for at blive dygtigere, og gennem dygtiggørelse får vi øget adgang til deltagelse og dermed mulighed for både at videreføre og forandre en praksis.
Richardson (2003) udtrykker det radikalt og siger, at forskning er skrivning. I en skriveproces skal man træffe en lang række valg, som er afgørende for den viden, der produceres. Hvad skal med, og hvad skal ikke med i teksten? Hvad skal være i forgrunden, og hvad skal være i baggrunden? Hvem skal citeres, og hvem skal ignoreres? Hvilken tone og stil passer til indholdet, budskabet og modtageren? Det er ikke valg, der kan træffes i isolation. Skrivning finder sted i en bestemt tid, et bestemt sted og inden for en bestemt tradition. Dermed involverer skrivning både spørgsmål om viden og vidensproduktion (epistemologiske spørgsmål), og det involverer den måde, vi er i verden på, og hvordan vi forstår os selv og vores relation til den praksis, vi er en del af (ontologiske spørgsmål).
Akademisk skrivning er en videreførelse (og måske videreudvikling) af bestemte måder at konstruere og formidle viden på, som ikke nødvendigvis er synlige og tilgængelige. Hvis flere skal opleve at have adgang til den akademiske skrivnings social praksis, kan vi må som sagt forsøge at omskabe skrivningens sorte boks til en glasboks. Et bud på en glasboks er modellen nedenfor, der består af tre metaforer for skriveprocessens elementer og tre tilhørende spørgsmålstyper, som kan hjælpe til at navigere i skriveprocessen.
Den første metafor, Værktøjskassen, angår skrivevaner og teknik – hvordan skriver vi? Når vi skriver med fokus på Værktøjskassen, så skriver vi blot for at skrive, for at opbygge skrivevaner og udvide det sproglige repertoire. Når vi skriver med fokus på den anden metafor, Byggematerialerne, så rettes interessen mod tekstens indhold og arbejdet med teori, metode og data – hvad skriver vi om? Vi skriver for at undersøge og bearbejde. Den sidste metafor, Bygningsværket, angår hensigten og formålet med at skrive – hvorfor skriver vi? Her er der fokus på at formidle og formulere et bidrag, som andre vil forstå og måske værdsætte. Man kan arbejde med de tre elementer hver for sig, men de overlapper også hinanden, og det er vigtigt at arbejde i delmængderne.
Elementerne skal ikke forstås som faser, hvor man først skriver for at varme op og udvikle sit skriftlige repertoire, derefter skriver for at bearbejde sit materiale, og til sidst skriver for at præsentere sit bidrag med fokus på modtageren. Det er netop tre grundlæggende elementer, som man kan bevæge sig imellem og med tilhørende spørgsmål og skrivestrategier, som man bevidst kan gøre brug af. Pointen med modellen er netop, at man ved at adskille de tre elementer kan blive mere bevidst om, hvad der er på spil i skriveprocessen, og hvor man skal sætte ind. Vi tager dem først en ad gangen og derefter ser vi på delmængderne og helheden.
Hvordan skriver vi? Dette spørgsmål angår både skrivevaner og tekstens sprog. Værktøjskassen handler om, hvordan vi får skrevet i en travl hverdag, og hvordan vi kan bevare eller genvinde fokus, når livet og humøret kommer i stormvejr, og hvordan man kan skrive sig løs, når man sidder fast. Metaforen Værktøjskassen er inspireret af Lévi-Strauss’ (1966) begreb bricolage. Bricolage betegner den form for nyskabelse, der finder sted i hverdagens opgaveløsning, når vores eksisterende strategier ikke slår til. Bricolage er at bruge det forhåndenværende (rutiner, strategier, sproget) på nye måder og i nye kombinationer for at løse aktuelle problemer. Pointen er, at en løbende udvidelse og udvikling af værkstøjskassen giver et større repertoire og flere muligheder for at udtrykke sig gennem tekst. Talemåden ’hvis du kun har en hammer, så begynder alt at ligne søm’, illustrerer det meget godt. Hvis man kun har én skrivestrategi (fx ’jeg skal bare tage mig sammen’, hvilket jeg ofte hører), så har man ikke andre muligheder end at bebrejde sig selv, hvis den strategi ikke virker. Ligesådan med det sproglige repertoire – hvis man har et begrænset ordforråd og begrænsede måder at konstruere tekst på, så begrænser det også, hvad man kan udvikle og udtrykke gennem sproget.
Byggematerialerne er de elementer, som teksten bygges af. Lidt forenklet indeholder en akademisk tekst teori, metode og data. I skriveprocesserne, der går forud for den færdige tekst, skal man tilegne sig andres ideer ved at læse deres tekster, og anvende det. Man skal træffe beslutninger om, hvordan det, man læser, skal bruges i ens eget arbejde. Metaforen Byggematerialer henviser til produktion og analyse af data og til de teorier og metoder, der arbejdes med. Arbejdet med teori, metode og data finder sted i en bestemt social praksis, som man både tilpasser sig og bidrager til gennem skrivningen. Byggematerialerne skal ikke bare stilles frem og refereres. De skal udvælges, sættes sammen på en bestemt måde og dermed videreudvikles.
Bygningsværket er en metafor for det forskningsfelt, det praksisfelt eller den diskussion, som teksten er et bidrag til. Den tidligere koncernchef i SAS, Jan Carlzon, er blevet citeret vidt og bredt for historien om to munke, der hele livet har arbejdet i et stenbrud. En dag kommer en turist forbi og spørger den ene munk hvad han laver. Han svarer ligegyldigt: ’Jeg hugger sten’. Turisten spørger derefter den anden munk, og han svarer med et stort smil: ’Vi bygger katedraler’ (Lagerström & Carlzon, 1985). Carlzons pointe er, at de to munke har haft to forskellige chefer. Den ene chef motiverer ikke medarbejderne ved at tegne det store billede, mens den anden kan formidle visionen. Når vi skriver, er vi ofte vores egne chefer. Metaforen Bygningsværket, som jeg har valgt at oversætte det til, handler om det, vores bidrag er rettet mod. Hvem vil vi gerne i dialog med, påvirke eller måske hjælpe? Hvorfor er det her vigtigt og for hvem? Bygningsværket som metafor sætter fokus på den større sammenhæng, hvor teksten skal indgå og gøre en forskel. Er det en stor og kompleks borg med mange tilbygninger; en bro, der forbinder to faglige felter; eller er det måske en lille hytte, der endnu kun er få bidrag til? Bygningsværket handler om, hvad vi vil med vores tekst.
Lagerström, T., & Carlzon, J. (1985). Riv pyramiderne ned. Chefen, lederen og Det Nye Menneske. København: Gyldendal.
Lave, J., & Wenger, E. (1991). Situated learning: Legitimate peripheral participation. Learning in doing: social, cognitive, and computational perspectives. Cambridge: Cambridge University Press.
Lévi-Strauss, C. (1966). The savage mind. Chicago: University of Chicago Press.
Richardson, L. (2003). Writing. A method of inquiry. In N. K. Denzin & Y. S. Lincoln (Eds.), Collecting and interpreting qualitative materials (2nd ed., pp. 499–541). Thousand Oaks, CA: Sage.
Thomson, P., & Kamler, B. (2010). It’s been said before and we’ll say it again-research is writing. In P. Thomson & M. Walker (Eds.), The Routledge Doctoral Student’s Companion. Getting to grips with research in Education and Social Sciences (pp. 149–160). London and New York: Routhledge.
Kontakt
Navigation
Tegn et abonnement
Opnå en stor rabat ved at tegne et abonnement på ”Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift”.
For et års abonnement modtager du 4 fysiske numre, i alt ca. 500 sider.
Abonnementspris, årligt: 800 kr.
Bliv medlem
